1. februar 2009



Så er 2009 godt i gang, og der er flere spændende opgaver i kikkerten. Men når jeg ser tilbage på 2008, så var der også fart over feltet.

Først og fremmest var der DRs dramaserie Sommer. Arbejdet med en serie er indimellem svært. Alle roller skal passe ind i en bestemt historie, og det betyder, at man som sidefigur må sluge nogle kameler med hvad ens karakter siger og føler. Det er samtidig også det, der gør det sjovt. For det er sjovt at presse sin rolle til at gøre noget, som man ikke synes karakteren kan. Det har jeg lært meget af.

I børnefilmen Frode og alle de andre rødder, spiller jeg Frodes mor. Det var min yndlingsbog som barn, så det var fantastisk at spille med. Filmen er blevet set af rigtig mange, og det gør jo kun oplevelsen endnu bedre.

Ungdomsfilmen Remix kom også ud i 2008. Jeg er meget stolt over præstationerne i filmen, og glad for at vores arbejde kom ud i verden. Filmen var nemlig tæt på aldrig at nå ud i biograferne.

Det blev også til et par gode teaterroller.

Først var jeg med i Den politiske kandestøber på Grønnegården. Et af de dejligste teatre at arbejde på. Det er et sommerteater, hvor folk tager picnickurv med, fuglene flyver lige forbi ens ører og indimellem bliver forestillingen afbrudt af lidt sommerregn. Det er helt specielt.

Jeg medvirkede også i "et Drømmespil" på Betty Nansen. Jeg så selv den første opsætning med Sofie Gråbøl, og synes det er noget af det bedste, jeg har set. Der var ikke en aften, hvor jeg ikke nød at stå på scenen og høre ordene igen og igen. Måske skal stykket til Norge i løbet af foråret.


Camilla Bendix







Camilla bendix